
Rigtig mange gravide føler, at det at passere terminen er et vendepunkt. Graviditeten kan have været helt ukompliceret og pludselig står man på den "anden side" og føler sig i et limbo.
Selvom graviditeten fortsat er indenfor terminsperioden, kan nogle føle, at de er i en gråzone mellem det normale og det komplicerede, når først igangsættelse kommer på tale.
For andre gravide kan det være, at fødselslægen, af hensyn til moren eller barnets velbefindende, anbefaler at sætte fødslen i gang før tid.
En fødselsmodnende behandling er et understøttende tilbud til dig, der uanset årsag, kan se frem mod snarlig fødsel. Modningen kan allerede ske fra uge 37+0 og er med til at forberede dig og din krop til fødslen. Behandlingen understøtter blot de naturlige processer i din krop, så du skal ikke opfylde nogle krav for at modtage den.
Akupunktur virker ved at støtte den naturlige modningsproces op mod fødslen. Den virker både på de fysiske såvel som de mentale forberedelser og har ingen bivirkninger.
Vi ved desuden fra forskning, at akupunktur kan give en kortere fødsel og er velegnet, hvis du er på overarbejde og har behov for ro.
Rebozo er en måde at ryste bækkenet på, som stammer fra Mexico.
Man bruger et tørklæde, en rebozo, som lægges omkring livet, hvorefter man ryster bækkenet i forskellige stillinger.
Metoden kan være enormt afspændende og samtidig kan man facilitere, at barnet lejrer sig mere optimalt i livmoderen.
En hindeløsning kan laves, hvis der er passage gennem livmoderhalsen, og barnet står godt ned i bækkenet. Man kan således, via skeden, nå op til livmoderen og løsne fosterhinderne fra livmodervæggen. Dette gøres med fingrene.
Formålet med dette er, at danne prostaglandin - en fedtsyre, som sammen med oxytocin er med til at lave veer.
Bivirkningen ved denne behandling kan være smertefulde plukkeveer, der ikke fører til fødsel.

I denne, for mange, usikre tid fyldt med spørgsmål og tankemylder, kan vi tilbyde dig masser af ro og omsorg.
Vi kan give dig et pusterum, hvor du kan dele dine tanker og bekymringer og give din krop de bedst mulige betingelser frem mod fødslen.
Vi kan ikke kontrollere fødselsprocessen, men vi ved, at den bliver hjulpet bedst på vej, når du føler dig tryg.
Fødselsmodning inkluderer naturligvis også, at vi mærker på mave og lytter til dit barn - en slags udvidet jordemoderkonsultation.
Du er også meget velkommen, hvis du har veer, men er blevet sendt hjem med beskeden om, at du ikke er i aktiv fødsel. Alle kan nemlig have brug for omsorg - også i opstartsfasen.
